Dansk Reklamekunst (1945)
Kunstner: Arne Ungermann
Plakat : A3
Udstillingen Reklamekunst skulle fremhæve de kunstneriske værdier, som reklamen rummede, og vise, at reklame kunne være kunst. Det var blevet glemt under besættelsen, men her efter befrielsen var udstillingen en påmindelse om, at der skulle gang i hjulene igen.
Størrelse:
Historien bag plakaten
Opløftende reklamer
Udstillingen Reklamekunst blev afholdt i efteråret 1945 og var arrangeret af Landsforeningen Dansk Kunsthåndværk og Kunstindustri under Akademisk Arkitektforening. Formålet var at fremhæve de kunstneriske værdier, som reklamen rummede, og vise, at reklame kunne være kunst. Det var blevet glemt under besættelsen, men her efter befrielsen var udstillingen en påmindelse om, at der skulle gang i hjulene igen.
Til det formål var tidens bedste tegnere blevet udkommanderet. Der var både plakater, bogomslag, mærkater, annoncer og emballage af f.eks. Asger Jerrild, Ib Andersen og Aage Sikker Hansen. Desuden deltog Arne Ungermann (1902-1981), som også tegnede udstillingsplakaten med reklameforeningens årvågne og farverige hane, symbolsk stående klar på den ubrugte palet med dens mange kunstneriske muligheder, som dermed stilledes til rådighed for forretningslivet.
Plakater var et bærende element i udstillingen, der med stolthed kunne præsentere en serie helt nye plakater, som publikum ikke tidligere havde set. De var blevet til gennem et samarbejde med firmaer og institutioner, der havde fået 10 af landets bedste plakatkunstnere til at stille op. Blandt de nye plakater, der her blev præsenteret for allerførste gang, var de udødelige klassikere Davregryn og Tobak af Aage Sikker Hansen, som desuden vandt udstillingens 1. præmie med en plakat for Eternit i dobbelt format.
Også på andre måder var udstillingen stærk propaganda for plakaten. På tre af Københavns store pladser var opstillet prøver på nye former for plakatsøjler, som alle var dekoreret med de nye plakater, der var blevet afsløret på udstillingen. En af prøvesøjlerne havde i modsætning til de stationære søjlers cylinderform store flade sider, der som noget nyt gav mulighed for at opsætte plakater i firedobbelt format, så de kunne ses ordentligt uden at forsvinde rundt om søjlen. Prøvesøjlen på Rådhuspladsen fik f.eks. meget passende plakaten for selve Reklamekunst udstillingen monteret i det store format.
Kunstneren
Arne Ungermann
Arne Ungermann er en af landets mest elskede bladtegnere og en kendt illustrator af klassiske børnebøger.
Læs mere